Historien om navnet

Af Gunnar Kattenhøj

I 1638 mister Malthe Sehhested af Rydhave sin første hustru, Sophie Brahe. Ægteskabet har været meget lykkeligt og godt, men til deres store sorg også barnløst. Efter 2 års enkestand beder Malthe Sehested rigsråd Frederik Reedtz om lov til at ægte hans datter frk. Margrethe Reedtz efter naturligvis forud at have forhørt sig hos Margrethe Reedtz. Han får ja fra dem begge og brylluppet står i Viborg domkirke 25. september 1640. I 1645 dør Malthe Sehesteds mor, Anna Lykke, og stedet overgår til Malthe og Margrethe.

I ægteskabet fødes der 10 børn, hvoraf de 4 dør som ganske små. Malthe Sehested har valgt den militære løbebane, hvilket betyder meget fravær fra familien og fra Rydhave, men fru Margrethe Reedtz følger ham på mange af disse rejser. I en periode er Malthe Sehested og Margrethe Reedtz lensmænd i Stavanger, efter kongens ønske. Men længslen efter Rydhave er stor og de får lov at bytte len, så det store sted kan passes. Og stort, det er det. I 1660 hører der til Rydhave 25 gårde i Ryde plus en del huse og endvidere 31 gårde i Sahl.

I 1661, efter et meget spændende, travlt og til tider hektisk liv, dør Malthe Sehested på sit elskede sted, Rydhave. (Spejdertroppen i Ryde hedder Malthe Sehested). Fru Margrethe Reedtz overlever sin mand i godt og vel 30 år. Hun er en meget dygtig administrator, og Rydhave udvider i disse år sine besiddelser betydeligt med opkøb af 4 store godser. Blandt disse Estrup og Blidstrup. Alt ledes med stor dygtighed, men hun har stadig tid til sine egne, nemlig folk her på egnen.

Malthe Sehested og Margrethe Reedtz havde i fælleskab altid haft den holdning, at hånden aldrig måtte lukkes for de fattige og for børnene. Disse tanker tager yderligere fart i årene efter Malthes død og bliver helt konkrete ved, at Margrethe Reedtz opretter en skole i Ryde i 1684. At oprette en skole for fæstebøndernes børn er ganske uhørt, men det giver et godt billede af Margrethe Reedtz. Hun lader en skole bygge i ”7 fag egetømmer”. Til driften af skolen skænker hun 200 rigsdalere og det årlige udbytte fra en af sine gårde i Ryde. Endvidere betaler hun lærerlønnen, der udgør 20 sletdalere. For denne sum skal degnen, der er lærer, desuden betale en skoleholder i den østlige del af sognet, samt en medhjælper til skolen i Ryde. Skolemesteren skal lære børnene ”katekismus og nogenlunde at regne, skrive og læse prent”. Denne skole er ikke blot den første skole i Ryde, men den første almueskole i Ringkøbing Herred.

Derfor er det med stor glæde og stolthed, at vi i skyldig hensyn til historien, traditionen og sammenhængen og af mange andre grunde ikke bare har bragt et navn i forslag, men allerede enstemmigt har bestemt, at den nye friskole i Ryde hedder: Margrethe Reedtz skolen. Et navn som, når man lige har vænnet sig til det, vil blive udtalt med stor glæde og stolthed.

Log ind
For brugere med adgang til at ændre på margrethereedtzskolen.dk, for SkoleIntra se menu-linket 'Genveje'