Værdigrundlag

“På Margrethe Reedtz Skolen er der plads til den enkelte i et fællesskab, hvor faglig og personlig udvikling vægtes højt. Der indgås i forpligtende fællesskaber på tværs af alder og klassetrin, hvilket fordrer samarbejdsevne samt ansvarlighed for egen læring.  I et inspirerende og kreativt læringsmiljø med afvekslende undervisning tages udgangspunkt i børnenes evner og interesser. Bevægelse indgår som en naturlig del af skoledagen. Tryghed giver trivsel og mod til fortsatte udfordringer.”

Undervisning

Underviserne arbejder med udvikling af læringsformer med udgangspunkt i elevernes behov. For at imødegå de faglige mål er følgende vigtigt:

  • At underviserne har faglige kompetencer indenfor de fag og aldersgrupper de underviser.
  • At de faglige kompetencer hele tiden udvikles gennem efteruddannelse og fagligt teamsamarbejde.
  • At eleven sikres mulighed for at nå så langt som evner og interesser rækker.
  • At både ledelse og undervisere arbejder bevidst på at fastholde høje faglige forventninger til eleverne.
  • At elevernes egne og forældrenes ambitioner om gode faglige resultater indgår som et vigtigt led i forældresamarbejdet.
  • At undervisningen er samfunds- og verdensorienteret i sit indhold, således eleverne rustes til de opgaver, som fremtiden vil byde.
  • At der skabes en positiv parallel mellem naturen og de konventionelle læringsprocesser.
  • At skolen lever op til og altid arbejder udfra gældende dansk lovgivning.

Den enkelte og fællesskabet

Skolen skal skabe rum for elevernes personlige og alsidige dannelse og uddannelse, således at de får mulighed for at udvikle sig til opfindsomme, kreative og selvstændige individer, der er gode til at samarbejde.

Vi har et miljø, hvor skolen er med til at skabe og udvikle glæde ved at gå i skole, glæde ved at lære, møde nye udfordringer og være nysgerrig. Eleverne skal i trygge rammer og efter forudsætninger gives forskellige opgaver. Elevernes udvikling mod større selvstændighed og tro på egen formåen fremmes.

Vi vil fremme mulighederne for at indgå ansvarligt i et forpligtende fællesskab. Dette betyder bl.a., at eleverne lærer at overholde mødetider/aftaler og således inddrages i at få fællesskabet til at fungere såvel som eleven gøres medansvarlig overfor egen læring.

Fællesskab på tværs af aldersgrupper prioriteres bl.a. gennem læsevenner, fælles morgensamling og tema-/ projektarbejde.

Bevægelse

  • Daglig bevægelse giver glæde og bedre koncentrationsevne.
  • Bevægelse er et anerkendt middel til læring.
  • At gode motions og spisevaner er en naturlig del af hverdagen.
  • På Margrethe Reedtz Skolen har vi ingen madordning endnu, men på sigt ønskes en sådan.

Samarbejde

Vi er en åben skole, hvor forældre altid er velkomne. Samarbejdet har høj prioritet og foregår på alle niveauer i en tillidsfuld atmosfære. Der samarbejdes med forældrene om både det enkelte barn og om skolens samlede liv, udvikling og styrelse. Vi inviterer og inddrager således forældre i skolens mange arrangementer.

Vi er en aktiv del af samfundet. Vi ønsker et bredt eksternt samarbejde, herunder:

  • Samarbejde med Gården (institution for børn i 3 – 10 års alderen) både i forbindelse med overgangen fra børnehave til skole samt skabe sammenhæng mellem skole og fritid.
  • Samarbejde med erhvervsliv, herunder nytænkning i forhold til at benytte sig af virksomhedernes kompetencer i forhold til anderledes undervisning, ekskursioner mv.
  • Samarbejde med det lokale foreningsliv.
  • Samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner såfremt dette har social og/eller faglig relevans.
Log ind
For brugere med adgang til at ændre på margrethereedtzskolen.dk, for SkoleIntra se menu-linket 'Genveje'