Vedtægter

…for den selvejende institution Margrethe Reedtz Skolen

Hjemsted og formål

§ 1

Margrethe Reedtz Skolen er en selvejende og uafhængig uddannelsesinstitution med hjemsted i Holstebro kommune.

Skolen påbegynder skolevirksomhed pr. 1/8 2012.

Skolens adresse er Skolevænget 14, 7830 Vinderup og den har CVR-nummer 34 38 22 98

§ 2

Institutionens formål er at drive en friskole efter de til enhver tid gældende love og andre retsregler for friskoler og private grundskoler m.v. Det følger heraf, at skolen efter sit formål og i hele sit virke skal forberede eleverne til at leve i et samfund som det danske med frihed og folkestyre samt udvikle og styrke elevernes kendskab til og respekt for grundlæggende friheds- og menneskerettigheder, herunder ligestilling mellem kønnene.

Stk.2.

Skolens formål er i øvrigt at udøve skolevirksomhed på følgende grundlag:

 

På Margrethe Reedtz Skolen er der plads til den enkelte i et fællesskab, hvor faglig og personlig udvikling vægtes højt. Der indgås i forpligtende fællesskaber på tværs af alder og klassetrin, hvilket fordrer samarbejdsevne samt ansvarlighed for egen læring. I et inspirerende og kreativt læringsmiljø med afvekslende undervisning tages udgangspunkt i børnenes evner og interesser. Bevægelse indgår som en naturlig del af skoledagen. Tryghed giver trivsel og mod til fortsatte udfordringer.

Se resten af værdigrundlaget på www.margrethereedtzskolen.dk

 

Undervisning:

Underviserne arbejder med udvikling af læringsformer med udgangspunkt i elevernes behov. For at imødegå de faglige mål er følgende vigtigt:

– At underviserne har faglige kompetencer indenfor de fag og aldersgrupper de underviser.

– At de faglige kompetencer hele tiden udvikles gennem efteruddannelse og fagligt teamsamarbejde.

– At eleven sikres mulighed for at nå så langt som evner og interesser rækker.

– At både skoleleder og lærere arbejder bevidst på at fastholde høje faglige forventninger til eleverne.

– At elevernes egne og forældrenes ambitioner om gode faglige resultater indgår som et vigtigt led i forældresamarbejdet.

– At undervisningen er samfunds- og verdensorienteret i sit indhold, således eleverne rustes til de opgaver, som fremtiden vil byde.

– At skabe en positiv parallel mellem naturen og de konventionelle læringsprocesser.

– At skolen lever op til og altid arbejder ud fra gældende dansk lovgivning.

 

Den enkelte og fællesskabet:

Skolen skal skabe rum for elevernes personlige og alsidige dannelse og uddannelse, således at de får mulighed for at udvikle sig til opfindsomme, kreative og selvstændige individer, der er gode til at samarbejde.

Vi har et miljø, hvor skolen er med til at skabe og udvikle glæde ved at gå i skole, glæde ved at lære, møde nye udfordringer og være nysgerrig. Vi vil fremme mulighederne for at indgå ansvarligt i et forpligtende fællesskab. Eleverne skal i trygge rammer og efter forudsætninger gives forskellige opgaver. Elevernes udvikling mod større selvstændighed og tro på egen formåen fremmes.

Fællesskab på tværs af aldersgrupper prioriteres bl.a. gennem læsevenner, fælles morgensamling og tema-/ projektarbejde.

Bevægelse:

– Daglig bevægelse giver glæde og bedre koncentrationsevne.

– Bevægelse er et anerkendt middel til læring.

– At gode motions og spisevaner er en naturlig del af hverdagen.

– På Margrethe Reedtz Skolen har vi ingen madordning endnu, men på sigt ønskes en sådan.

Samarbejde:

Vi er en åben skole, hvor forældre altid er velkomne. Samarbejdet har høj prioritet og foregår på alle niveauer i en tillidsfuld atmosfære. Der samarbejdes med forældrene om både det enkelte barn og om skolens samlede liv og udvikling. Vi inviterer og inddrager således forældre i skolens mange arrangementer.

Vi er en aktiv del af samfundet. Vi ønsker et bredt eksternt samarbejde, herunder:

– Samarbejde med Gården (Integreret institution for børn i 3 – 10 års alderen) både i forbindelse med overgangen fra børnehave til skole samt skabe sammenhæng mellem skole og fritid. Samarbejdet skal medvirke til en ukompliceret overgang fra børnehaveliv til skoleliv

– Samarbejde med erhvervsliv, herunder nytænkning i forhold til at benytte sig af virksomhedernes kompetencer i forhold til anderledes undervisning, ekskursioner mv.

– Samarbejde med det lokale foreningsliv

– Samarbejde med andre uddannelsesinstitutioner såfremt dette har social og/eller faglig relevans.

Al samarbejde er udelukkende socialt og/eller fagligt relateret. Der må ikke forekomme aktiviteter der stiller tvivl om hvorvidt Margrethe Reedtz Skolen er en selvejende institution, hvis midler alene kommer skolens skole- og undervisningsinstitution til gode, jf. friskoleloven  § 5, stk.2 og dermed kan være tilskudsberettiget. Se ligeledes § 3 stk.2

 

Skolens drift

§ 3

Skolens drift gennemføres ved frivillige bidrag fra skolekredsen og andre med interesse for skolen, på grundlag af skolepenge for eleverne, kontingenter og ved tilskud fra det offentlige. Skolen skal opfylde det egendækningskrav, som Undervisningsministeren har fastsat med hjemmel i „Lov om friskoler og private grundskoler mv.”

Stk.2.

Skolens midler må alene komme skolens skole- og undervisningsvirksomhed til gode. Overskud ved skolens drift tilfalder skolen og skal anvendes til konsolidering, så skolen har kapital til at imødegå fremtidige års eventuelle underskud og i øvrigt til bedste for skolen, f.eks. til forbedringer af undervisningsmateriale, til byggeforanstaltninger, udvidelser og lignende. Bidrag til skolen giver ikke ret til nogen del af skolens formue eller til udbytte af nogen art.

Stk.3.

Likvide midler, der ikke er nødvendige til skolens daglige drift, skal anbringes i overensstemmelse med bestemmelserne i „Lov om friskoler og private grundskoler m.v.” Midlerne må ikke anbringes på konti m.v., som andre end skolen har rådighed over.

 

Forældrekreds og skolekreds

§ 4

Forældrekredsen består af forældrene til børn på skolen. Forældrenes rettigheder i medfør af „Lov om friskoler og private grundskoler mv.” og denne vedtægt tilkommer den eller de personer, der har forældremyndighed over eleven eller har barnet i et offentligt anerkendt plejeforhold.

Stk.2.

Skolekredsen er baggrund for skolens virke. Skolekredsen består af forældrene samt andre, der af bestyrelsen godkendes som medlemmer. Bestyrelsen fastsætter kontingent for medlemskab af skolekredsen. Bestyrelsens afgørelse om medlemskab kan indankes for generalforsamlingen såvel af den, bestyrelsen har afslået at optage, som af et eventuelt mindretal i bestyrelsen.

§ 5

Medlemskab giver ingen særrettigheder i forhold til skolens formue, jf. § 3 stk. 2. Medlemmerne hæfter ikke personligt for skolens økonomiske forpligtelser.

Stk.2.

Medlemskab af skolekredsen giver adgang til ved fremmøde på generalforsamlingen at afgive stemme. Ingen kan afgive mere end én stemme. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt. Se endvidere § 11 stk.1.

Stk.3.

Bestyrelsen kan suspendere og ophæve medlemskabet af skolekredsen, såfremt medlemmet er i restance med kontingent, skolepenge eller anden fastsat økonomisk ydelse til skolen. Bestyrelsens afgørelse kan indankes for generalforsamlingen af såvel medlemmet som et evt. mindretal i bestyrelsen.

 

Tilsyn

§ 6

Det påhviler forældrekredsen at føre tilsyn med skolens almindelige virksomhed. Forældrekredsen træffer selv beslutning om, på hvilken måde tilsynet skal udøves. Skolen skal i øvrigt følge tilsynsreglerne i „Lov om friskoler og private grundskoler m.v.” og de i henhold hertil udstedte bekendtgørelser.

 

Generalforsamling

§ 7

Bestyrelsen skal på demokratisk vis drøfte skolens anliggender med skolekredsen og forældrekredsen på generalforsamlingen. Generalforsamlingen skal efter indstilling fra bestyrelsen godkende erhvervelse, afhændelse og pantsætning af fast ejendom, bortset fra omprioritering. Se endvidere § 16, § 17, § 19 og § 20.

Stk.2.

Ordinær generalforsamling afholdes hvert år på skolen eller på et andet egnet sted i hjemstedskommunen. Generalforsamlingen afholdes i perioden 1. marts – 30. april. Den indkaldes af bestyrelsen ved almindeligt brev eller via e-mail til skolekredsens og forældrekredsens medlemmer med mindst 14 dages varsel. Indkaldelsen skal mindst indeholde følgende dagsorden:

1. Valg af dirigent.

2. Bestyrelsen aflægger beretning.

3. Bestyrelsen forelægger den reviderede årsrapport til orientering.

4. Valg af bestyrelsesmedlemmer i forældrekredsen.

4.b. Valg af bestyrelsesmedlem i skolekredsen.

5. Valg af 2 suppleanter i henholdsvis forældrekreds og skolekreds.

6. Indkomne forslag.

7. Eventuelt.

Stk.3.

Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling, skal være skriftligt indgivet til bestyrelsen senest den 1. februar, og de skal bekendtgøres for skolekredsen og forældrekredsen ved indkaldelsen til generalforsamlingen. Forslag, der vedrører bestyrelsens overordnede ledelse, kan kun resultere i beslutninger på baggrund af en indstilling fra bestyrelsen. Generalforsamlingen kan ikke træffe beslutning om bestyrelsens overordnede ledelse, uden at bestyrelsen er enig heri.

Stk.4.

Ved opstilling af kandidater til bestyrelsen bør der tilstræbes ligelig fordeling af mænd og kvinder.

§ 8

Ekstraordinær generalforsamling afholdes, når bestyrelsen ønsker det. Ekstraordinær generalforsamling skal i øvrigt indkaldes af bestyrelsen, når et mindretal på 3 medlemmer af bestyrelsen eller mindst 40 % af forældrekredsens og skolekredsens medlemmer kræver det. Den indkaldes som en ordinær generalforsamling. Dagsorden skal oplyses ved indkaldelsen.

§ 9

Beslutninger på en ordinær eller ekstraordinær generalforsamling træffes ved almindelig stemmeflerhed med undtagelse af vedtægtsændringer og beslutning om nedlæggelse af skolen, jfr. § 19 og 20.

Stk.2.

Generalforsamlingen er beslutningsdygtig uden hensyn til de fremmødte medlemmers antal, se dog § 20. Afstemninger foretages skriftligt, når blot ét medlem fremsætter ønske derom.

Stk.3.

Over det på generalforsamlingen passerede og eventuelt vedtagne føres en protokol, der underskrives af dirigenten.

 

Bestyrelsens sammensætning

§ 10

Bestyrelsen består af 6 medlemmer, hvoraf mindst 4 skal være forældre til børn på skolen.

Stk.2.

Bestyrelsen skal sammensættes af 4 medlemmer valgt af og blandt forældrene i forældrekredsen, mens 1 medlem vælges af og blandt medarbejderne (Dog ikke skolelederen). Ligeledes vælges 1 medlem af alle medlemmer i skolekredsen. Skolekredsen vælger bestyrelsesmedlemmet på generalforsamlingen. Skolen har altså 3 vælgende organer, idet forældrekredsen vælger bestyrelsesmedlemmer og suppleanter særskilt. Dette sker på generalforsamlingen. Valget skal gennemføres efter § 10 stk. 4, idet bestyrelsen er ansvarlig for, at det alene er personer tilhørende forældrekredsen, der stemmer.

Stk.3.

Bestyrelsens medlemmer vælges for 2 år og afgår skiftevis med 2 og 3 årligt, første gang med 2 efter foretagen lodtrækning. Hvis dagsordenen for det vælgende organ indeholder en tillidsafstemning, kan ét eller flere bestyrelsesmedlemmer afsættes i funktionsperioden, såfremt det vælgende organ med almindelig stemmeflerhed vedtager

et mistillidsvotum til de(n) pågældende. Dagsordenen skal i disse tilfælde også omfatte et punkt, der muliggør nyvalg af bestyrelsesmedlemmer. Bestyrelsesmedlemmet valgt af og blandt medarbejderne (dog ikke skolelederen) ikke kan afsættes i funktionsperioden.

Stk.4.

Den anvendte valgprocedure skal sikre, at de 4 forældrekredsvalgte bestyrelsesmedlemmer alene bringes i forslag af forældre og alene vælges på stemmer afgivet af forældre. Disse bestyrelsesmedlemmer skal ikke udtræde af bestyrelsen, hvis deres børn i valgperioden udskrives af skolen mod forældrenes ønske.

Stk. 5.

Genvalg kan finde sted. Der vælges hvert år mindst to suppleanter for bestyrelsen, hvoraf den ene skal vælges af og blandt forældrene. Den anden suppleant vælges af og blandt alle stemmeberettigede.

Stk.6.

Ved eventuel supplering af bestyrelsen i valgperiodens løb skal forældrenes flertal i bestyrelsen opretholdes, og et forældrekredsvalgt bestyrelsesmedlem kan kun erstattes af en suppleant valgt af og blandt forældrene. Hvis et bestyrelsesmedlem udtræder af bestyrelsen, indtræder den relevante suppleant automatisk.

Stk. 7.

Det skal af protokolføringen fremgå, hvilke bestyrelsesmedlemmer og suppleanter der er valgt af henholdsvis forældrekredsen og skolekredsen.

§ 11

Stk.1. Udgået

Stk.2.

Bestyrelsesmedlemmer skal være myndige, og mindst et flertal, herunder formanden, skal være registreret i CPR med bopæl i Danmark.

Stk.3.

Bestyrelsesmedlemmer hæfter ikke personligt for skolens gæld, men kan blive ansvarlige efter dansk rets almindelige erstatningsregler. De kan ikke modtage honorar af skolens midler for varetagelsen af hvervet som bestyrelsesmedlem.

Stk.4.

Skolens leder deltager normalt i bestyrelsens møder uden stemmeret. Ved behandling af sager, der vedrører skolelederen, kan bestyrelsen bestemme at suspendere skolelederens mødedeltagelse.

Stk. 5.

Bestyrelsesmedlemmer kan ved udøvelsen af bestyrelseshvervet ikke være undergivet beslutninger truffet af den organisation, institution, forening eller lignende, som har valgt eller udpeget den pågældende.

 

Om bestyrelsen og dens arbejde

§ 12

Bestyrelsen konstituerer sig selv og vælger af sin midte formand, næstformand og kasserer. Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden, der optages som bilag til vedtægten. Ved formandens forfald træder næstformanden i formandens sted.

Stk.2.

Bestyrelsen afholder møde så ofte formanden eller 4 medlemmer finder det fornødent.

Stk.3.

Formanden indkalder mødedeltagerne med minimum 10 dages varsel og giver forinden møderne de pågældende skriftlig underretning om, hvilke sager der vil komme til behandling på mødet. Mødet er ikke beslutningsdygtig ved for sen indkaldelse.

Stk.4.

Formanden leder forhandlingerne og afstemningerne og drager omsorg for, at beslutningerne indføres i en beslutningsprotokol. Efter hvert møde underskrives protokollen af mødets deltagere. Enhver af disse er berettiget til kort at få sin afvigende mening indført i beslutningsprotokollen. Konstateret inhabilitet skal indføres i protokollen.

Formanden drager omsorg for udførelsen af de trufne beslutninger.

Stk.5.

Bestyrelsen er beslutningsdygtig, når mindst halvdelen af medlemmerne er til stede. Beslutninger træffes ved almindelig stemmeflerhed blandt de tilstedeværende. Der kan ikke stemmes ved fuldmagt eller brev. I tilfælde af stemmelighed er den fungerende formands stemme afgørende.

§ 13

Et bestyrelsesmedlem er inhabilt i sager, hvori vedkommende eller dennes nærmeste har økonomisk eller særlig personlig interesse i sagens udfald. I øvrigt er de almindelige regler for inhabilitet og tavshedspligt, som gælder for offentlig forvaltning, gældende for bestyrelsens medlemmer, skolens leder og øvrige ansatte samt eventuelle tilsynsførende.

Stk.2.

Et bestyrelsesmedlem skal øjeblikkeligt udtræde af bestyrelsen, hvis medlemmet ikke længere opfylder habilitetsbetingelserne for at være medlem af bestyrelsen, jf. „Lov om friskoler og private grundskoler mv.” samt „Bekendtgørelse om vedtægter for friskoler og private grundskoler m.v.” I tilfælde af et medlems udtræden i funktionsperioden, for eksempel ved generel inhabilitet, indtræder suppleanten. Hvis dette ikke er muligt, skal der vælges et nyt medlem hurtigst muligt for resten af valgperioden.

§ 14

Bestyrelsen har den overordnede ledelse af skolen og er ansvarlig over for undervisningsministeren for, at skolens økonomi og drift er i overensstemmelse med denne vedtægt, lovgivningen og andre retsregler. Bestyrelsen er endvidere ansvarlig for, at forvaltningen af de statslige tilskud er i overensstemmelse med bestemmelserne i „Lov om friskoler og private grundskoler mv.” og skolens vedtægter.

Stk.2.

Bestyrelsen skal påse, at bogføring og formueforvaltning kontrolleres på betryggende måde. Bestyrelsen skal forvalte skolens midler til størst mulig gavn for skolen og skal tage skyldige økonomiske hensyn.

Stk.3.

Bestyrelsen er ansvarlig for, at der hvert år udarbejdes en retvisende årsrapport i overensstemmelse med gældende regler. Bestyrelsen har ansvaret for, at regnskabet underkastes betryggende revision efter gældende regler, og at revisor vælges af bestyrelsen.

Stk.4.

Bestyrelsen træffer beslutning om køb, salg og pantsætning af fast ejendom og indstiller til godkendelse på generalforsamling i henhold til vedtægtens § 7 stk. 1. Bestyrelsen fastsætter størrelsen af kontingenter og skolepenge. Bestyrelsen kan i øvrigt træffe beslutning om ethvert andet spørgsmål om skolen, som bestyrelsen selv ønsker at træffe beslutning om.

Stk.5.

Efter indstilling fra skolens leder ansætter og afskediger bestyrelsen skolens lærere og andet personale.

Stk.6.

Bestyrelsen skal underrette Undervisningsministeriet, hvis skolen standser sine betalinger, begæres konkurs eller der i øvrigt er fare for, at skolens virksomhed må indstilles.

§ 15

Bestyrelsen fastsætter de nærmere regler for retten til indsigt i skolens forhold. Medlemmer af skolekredsen, forældrekredsen og fastansatte ved skolen har dog altid ret til at få kendskab til budgetter, regnskaber og revisionsprotokol, når disse er godkendt af bestyrelsen. Bestyrelsen kan udstrække retten til indsigt i skolens forhold til andre. Oplysninger omfattet af bestemmelserne om tavshedspligt i forvaltningsloven kan dog ikke videregives.

 

Tegningsret

§ 16

Institutionen tegnes af bestyrelsens formand i forening med skolelederen eller en af disse i forening med bestyrelsens næstformand. Tegningsretten kan ikke delegeres, og der kan ikke gives prokura. Ved erhvervelse, afhændelse og pantsætning af fast ejendom kræves underskrift af mindst totredjedele af bestyrelsens medlemmer, jfr. § 7 stk.1.

 

Skoleleder

§ 17

Skolens leder ansættes og afskediges af generalforsamlingen efter indstilling af bestyrelsen. Skolelederen har over for Undervisningsministeriet, skolekredsen, forældrekredsen og skolens bestyrelse ansvaret for den daglige pædagogiske ledelse af skolen i henhold til gældende love, bekendtgørelser og ministerielle forskrifter.

Stk.2.

Efter bestyrelsens retningslinier ansætter skolelederen vikarer og anden tidsbegrænset medhjælp samt forestår skolens daglige administration og personaleledelse.

Stk.3.

Bestyrelsen kan i øvrigt træffe beslutning om, at skolelederen i nærmere fastlagt omfang og under bestyrelsens ansvar bemyndiges til at udføre overordnede ledelsesfunktioner, når dette er nødvendigt for at opnå en hensigtsmæssig daglig ledelse.

 

Årsrapport

§ 18

Regnskabsåret følger kalenderåret.

Stk.2.

Revisionen skal være afsluttet senest d. 1. april, hvorefter den reviderede årsrapport tilstilles bestyrelsen til godkendelse. Alle bestyrelsesmedlemmer skal underskrive den godkendte årsrapport og afgive en erklæring på tro og love om, at de opfylder betingelserne for at sidde i bestyrelsen.

 

Vedtægtsændring

§ 19

Vedtægtsændringer kan kun foretages efter beslutning og indstilling fra skolens bestyrelse.

Stk. 2.

Ændringer i vedtægterne kan kun ske efter vedtagelse på to efter hinanden følgende generalforsamlinger med mindst 14 dages mellemrum.

Stk.3.

På begge generalforsamlinger skal ændringerne vedtages af de fremmødte med mindst totredjedeles flertal.

Stk. 4.

Vedtægtsændringer, som ministeriet skriftligt har pålagt skolen eller som følger af ændringer i ministeriets vedtægtsbekendtgørelse, kan besluttes af bestyrelsen med mindst totredjedeles flertal. Skolekredsen og forældrekredsen har krav på at modtage orientering herom, senest 10 dage efter beslutningen er foretaget.

 

Nedlæggelse

§ 20

Uden for de tilfælde, hvor bestyrelsen efter lovgivningen skal drage omsorg for likvidation af skolen, kan beslutning om skolens ophør alene træffes af generalforsamlingen.

Stk.2.

Beslutning om nedlæggelse af skolen træffes efter indstilling fra skolens bestyrelse på en generalforsamling, hvor mindst totredjedele af samtlige medlemmer stemmer for ophævelsen. Opnås sådant flertal ikke, kan ophævelsen mindst 30 dage efter forelægges på en ny generalforsamling, hvor den kan vedtages med totredjedeles flertal af de fremmødte medlemmer. Bestyrelsens indstilling besluttes i henhold til § 12 stk. 5.

Stk. 3.

Hvis bestyrelsen efter lovgivningen skal drage omsorg for likvidation af skolen, eller ophører institutionen med at drive skolevirksomhed i overensstemmelse med formålsbestemmelsen, skal bestyrelsen sørge for nedlæggelse. Hvis det er muligt gennemføres forudgående høring på en generalforsamling.

Skolekredsen og forældrekredsen skal umiddelbart efter beslutningen om nedlæggelse i alle tilfælde orienteres skriftligt af bestyrelsen om dette og om grundlaget herfor.

Stk.4.

Det påhviler bestyrelsen at give Undervisningsministeriet og elevernes hjemkommuner meddelelse om skolens nedlæggelse, umiddelbart efter skolekreds og forældrekreds er orienteret.

Stk.5.

Bestyrelsen har ansvaret for bevarelsen af skolens aktiver og for, at den økonomiske opgørelse i anledning af skolens nedlæggelse foretages efter gældende regler, samt at skolens nettoformue anvendes i overensstemmelse med vedtægten.

Bestyrelsen skal fungere videre, indtil den økonomiske afvikling af skolens aktiver og passiver er tilendebragt efter gældende regler, herunder at skolens nettoformue anvendes i overensstemmelse med vedtægten.

Stk.6.

Eventuelle overskydende midler skal efter Ministeriet for Børn og Undervisnings godkendelse anvendes til skoleformål der støttes gennemlov om friskoler og private grundskoler mv. Dette gælder dog ikke i det omfang, hvor det vil stride mod andre økonomiske rettigheder, som er beskyttet af grundlovens § 73. I så fald sker der ikke indskrænkninger i disse bestående rettigheder.

§ 21

Nærværende vedtægters bestemmelser om skolens styrelse og økonomiske forhold er først gyldige, når de er godkendt af Undervisningsministeriet. Vedtægten skal i original indsendes til Undervisningsministeriet underskrevet af samtlige bestyrelsesmedlemmer i tre eksemplarer. Bestyrelsesmedlemmers navne og adresser skal angives med maskinskrift, og det skal fremgå, hvem der er formand og næstformand.

Således vedtaget på skolens generalforsamling den 24/4 2012.

 

Log ind
For brugere med adgang til at ændre på margrethereedtzskolen.dk, for SkoleIntra se menu-linket 'Genveje'