Pressemeddelelse: Foredrag skaber forståelse mellem teenagere og voksne

Skrevet i: Pressemeddelelse, Udvalgte
Tags:

“Hvis jeg stadig var barn, ville jeg ikke tænke over alt det her”

Sådan lyder det i det rørende foredrag “Teenager anno 2016”, hvor teenagere selv giver andre et indblik i deres liv og tanker. Foredraget havde verdenspremiere på Team Teatret i Herning mandag aften, hvor eleverne, der har lavet foredraget, var samlet med deres forældre for at se resultatet af deres arbejde. Et resultat der, at dømme ud fra reaktionerne efter premieren, var “noget alle forældre burde have mulighed for at opleve”.

Foredraget er resultatet af et Åben Skole-projekt skabt i et samarbejde mellem Margrethe Reedtz Skolen i Ryde ved Holstebro samt Team Teatret og Herningsholmskolen i Herning. Team Teatrets ensemble skuespiller Sofie Ancher Vea har stået for at afvikle projektet, hvor eleverne fra en 7. klasse på hver af de to skoler, har haft workshop på teatret og en lille gruppe af eleverne, har haft tre ekstra workshopdage, hvor de har lært at holde foredraget. Derudover har eleverne på deres respektive skoler også arbejdet med projektet gennem skriftlige opgaver, som senere blev brugt til at lave manuskriptet til foredraget. I skuespillets ånd er foredraget krydret med forskellige teater elementer for at gøre foredraget mere levende.

Det er skoleleder Morten Mosgaard fra Margrethe Reedtz Skolen i Ryde, der i efteråret tog initiativ til projektet, og han glæder sig over det resultat eleverne sammen med skuespilleren er nået frem til “Idéen kom af, at jeg tit oplever en afstand mellem hvordan den voksne synes det skal være at være teenager og hvordan teenageren oplever det at være teenager. Noget jeg tror de fleste teenagere (og deres forældre) vil kunne genkende. Det viste sig til premieren, at teatret var den helt rigtige måde at skabe større forståelse på. Mange af forældrene til premieren var meget positive, og mange også rørte. Det var mit indtryk, at de ud fra hvad eleverne havde fortalt, kunne se at der var masser af ting man ville have godt af at kunne tale om derhjemme.”

Foredraget vises for anden og sidste gang i morgen torsdag kl. 19.00 i Fællessalen i Ryde, Skolevænget 14, 7830 Vinderup. Foredraget er åbent for alle, og det koster 40 kr. i éntre. Efter foredraget er der kaffe/kage og amerikansk lotteri. Kaffe, the, saft og kage er inkluderet i prisen.

Der er endnu ikke skrevet nogen kommentarer

Skriv en kommentar

Log ind
For brugere med adgang til at ændre på margrethereedtzskolen.dk, for SkoleIntra se menu-linket 'Genveje'