Historie om lokalt børnehjem bliver skoleteater
På torsdag den 6. april er der en noget særlig verdenspremiere på Margrethe Reedtz Skolen i Ryde. Det er nemlig første gang nogensinde, at historien om børnehjemmet Hebron i Handbjerg bliver fortalt i teaterform. Det er friskolens egne børn, der står på scenen for at fortælle historien. For at kunne spille historien som teater, har eleverne selv, sammen med lærerne, været nødt til at skrive teaterstykket. Det er ifølge skoleleder Morten Mosgaard et stort arbejde at skrive et teaterstykke selv, men det er også et vigtigt arbejde, for at trække den lokale fortælling ind i skoledagen. “Det er ikke længere nogen selvfølge, at der bliver værnet om den lokale fortælling i vores samfund, og det er faktisk synd. Den lokale fortælling kan være med til at give vores nationale historie et andet og mere vedkommende perspektiv, og gøre, at vi bedre forstår, hvor vi som folk kommer fra“ udtaler skolelederen og fortsætter “Det var meget tydeligt for os, da vi skrev et teaterstykke om en lokal modstandsgruppe. I det forløb lærte vi både om anden verdenskrig og modstandsbevægelsen, men vi lærte også om, hvad der kunne få folk her på egnen til at risikere deres eget liv i kampen mod nazisterne. Det var en helt unik måde at lære om historien på.”
Børnenes ven
Årets teateremne for friskolen i Ryde findes blot 8 kilometer mod nordvest i det gamle børnehjem Hebron lidt udenfor landsbyen Handbjerg. Historien udspiller sig i perioden fra da journalisten og socialdemokraten Peter Sabroe hørte om børnehjemmet i 1907, til Peter Sabroes død i 1913. Rygtet ville vide, at hjemmets daværende bestyrerinde, havde meget hårde metoder, når det kom til at straffe pigerne på hjemmet. På Hebron var det ikke unormalt at blive straffet med slag af riset eller en tur i mørk arrest i op til 6 dage. Peter Sabroe fandt derudover frem til, at maden på hjemmet ikke altid var tiltænkt mennesker, men direkte dyrefoder. Peter Sabroe fik sagen i Rigsdagen og efter mange undersøgelser, blev bestyreren Fru Brandsholm afskediget fra sit job.
“Med børnehjemmet Hebron fortæller vi om en periode i Danmarkshistorien, hvor det var helt normalt at straffe børn med slag. Vi fortæller samtidig historien om Peter Sabroe og hans kamp for bedre forhold for børnene i hele Danmark. Den kamp foregik ikke bare i Handbjerg, men det er Peter Sabroes kamp for bedre forhold på et børnehjem få kilometer fra vores skole, der gør historien særligt vedkommende for os.” udtaler skolelederen.
Teater handler ikke kun om historie
Skolelederen understreger at skoleteater dog ikke kun handler om at fortælle historier. Det handler i lige så høj grad om fællesskabet, at arbejde sammen om et fælles projekt og at lære at stå på en scene. Det er alt sammen noget, der kan gøre det sjovere at gå i skole og ikke mindst, styrke sammenholdet mellem eleverne på tværs af årgange.
Alle er velkomne til gratis forpremiere på Teaterstykket om Pigehjemmet Hebron og Peter Sabroe torsdag den 6. april kl. 10.30. Selve verdenspremieren foregår samme aften kl. 19.00, hvor der vil blive opkrævet entré.