Om hverdagen
En tryg hverdag med faglighed og trivsel
Hvad er en god skoledag? For os er det vigtigt, at der er noget for både hovedet, hjertet, hænderne og kroppen – at vi skaber en hverdag med passende faglige udfordringer, et godt fællesskab og tid til både fysiske og kreative aktiviteter. Det giver glade børn, der trives og udvikler sig.
Klar til skoledagen
Dørene til Margrethe Reedtz Skolen åbner hver dag kl. 7.30. Eleverne ankommer i den lille mellemgang ved gymnastiksalen, stiller deres udesko og tager hjemmeskoene på, så de er klar til morgensamling i aulaen.
Fælles morgensamling
Kl. 8.00 ringer klokken, og vi mødes alle til morgensamling i aulaen. Vi starter altid med en sang, og bagefter er der et lille oplæg fra vores skoleleder, en lærer eller nogle elever, som har fordybet sig i et emne, der er værd at fortælle om. Morgensamling handler ikke kun om at synge og fortælle, men om at styrke børnenes oplevelse af at være en del af et større skole- og kulturfællesskab.
Læsebånd og undervisning
Efter morgensamlingen går alle elever ud i klasserne. Mandag til torsdag starter vi med et læsebånd, hvor eleverne læser de første 15 minutter, inden første lektion starter. Fredag morgen har vi fælles duksepligter for alle elever. Skoledagen veksler mellem boglige og praktiske fag, ofte med det samme fag i længere tid af gangen, afbrudt af den naturlige mængde pauser. Vi har altid fokus på elevernes trivsel - vi tror på, at hvis de har det godt i skolen, så lærer de bedre.
Trivsel og Motion (TRIM)
Hver formiddag mødes eleverne i gården til et kvarters “Trivsel, Idræt og Motion” (TRIM), hvor de leger, laver små konkurrencer, går en hyggetur i lokalområdet sammen med deres familiegruppe eller på anden måde får lidt frisk luft og bruger kroppen.
TRIM er både med til at styrke elevernes venskaber og giver energi til resten af skoledagen. Vores fokus på trivsel ses også i den daglige dialog mellem lærere og elever, hvor vi hele tiden er “tæt på” og nærværende – og i “klassetid”, hvor klasselærerne taler med eleverne om, hvordan det går.
Frugt og frikvarter
Tirsdag, onsdag og torsdag får eleverne udskåret frugt serveret i klasserne lige inden "TRIM". Det giver lidt ekstra energi til dagens bevægelsesaktivitet og øvrige undervisning. Vi har en gruppe frivillige frugt-tanter, som hjælper med at udskære frugten.
I frikvarteret midt på dagen er der fri leg, og i perioder hjælper vores frivillige legepatrulje med til at sætte lege i gang. Nogle gange tager elevrådet initiativ til særlige aktiviteter som fx en trivselsdag eller en bordfodboldkonkurrence.
Skoledagen slutter
Eleverne i 0.-3. klasse har fri hver dag kl. 12.55, mens eleverne i 4.-8. klasse har fri kl. 13.40 fra mandag til torsdag. Fredag slutter vi af med en fællestime for alle klasser, og så går alle elever på weekend kl. 12.55.
Efter skoletid og SFO
Efter skole tilbyder vi SFO for 1.-4. klasse på skolen, mens der er SFO for 0. klasse på Gården, som ligger lige bag ved friskolen. For de øvrige elever er skolen åben til den sidste bus kører ca. kl. 14.45.
Om eftermiddagen lægger vi også lokaler til musikundervisningen i RHU’s Kulturskole, hvor vores elever kan melde sig til band og soloundervisning i klaver, guitar, ukulele, bas, trommer og sang.
Samtidig holder den lokale idrætsforening til i skolens kælder og på boldbanerne lige uden for skolen, så vores elever har rigtig gode muligheder for at deltage i spændende fritidsaktiviteter på skolen.
Anderledes skoledage
Ud over den normale skoledag har vi hvert år en del arrangementer, ture og anderledes skoledage. Det kan være alt fra lejrskole til fagdage, koncerter, teater eller trivselsdag. Få et overblik over hele vores spændende skoleår i årskalenderen for 2024-25
Tilsyn med undervisningens kvalitet
Som friskole er vi forpligtet til at sikre os, at vores elever får en undervisning, der står mål med den undervisning, som almindeligvis kræves i folkeskolen. På Margrethe Reedtz Skolen har vi valgt at sikre det ved brug af en tilsynsførende, som i øjeblikket er tidligere skoleleder Elin Juul Hedegaard.
Se vores seneste tilsynserklæring
Udtalelse fra tilsynsførende Elin Juul Hedegaard:
– Skolen kommer i hele sit virke rundt om solid og veltilrettelagt faglig undervisning, demokratisk dannelse og friheds- og menneskerettigheder. Undervisningen er planlagt således, at eleverne udfordres i samtale både i naturfaglige og humanistiske fag, i samarbejde om opgaver og i at arbejde alene. Lærerne kender elevernes faglige ståsted og udfordrer dem, hvor de er. Den faglige undervisning er gennemtænkt og faglig velfunderet med forskellige materialer, lege og aktiviteter. Skolen lægger vægt på de små pauser i undervisningen, hvor eleverne får bevæget sig, laver små hjernebreaks og at eleverne i frikvartererne har tid til at sætte en leg i gang og blive i legen et stykke tid.
For at undgå at skolen bliver en osteklokke, arbejder skolen bevidst med at inddrage omverdenen i form af materialer og gæster, der både deltager i enkelte klasser og til morgensamling.
Når eleverne slipper Margrethe Reedtz Skolen, er eleverne klar til at gå videre i et andet skoletilbud.