Margrethe Reedtz Skolen

SFO for 0.-4. kl.

Margrethe Reedtz Skolen tilbyder eftermiddags-SFO for 1.-4. klasse på skolen, mens der er morgen-SFO på den integrerede institution Gården, som ligger lige bag ved friskolen. SFO for 0. klasse foregår på Gården både morgen og eftermiddag.

Samarbejde med Gården

Margrethe Reedtz Skolen har igennem mange år haft et rigtig godt samarbejde med den integrerede institution Gården, som ligger i udkanten af Ryde ca. 800 meter fra friskolen.

En stor del af vores nuværende elever har gået i børnehave på Gården, som også tilbyder førskole for de ældste børnehavebørn for at skabe en god overgang til skolelivet på MRS. Derfor er det også helt naturligt, at Gården tilbyder eftermiddags-SFO for vores 0. klasse og morgen-SFO for alle vores SFO-børn.

Læs mere på www.gaardeniryde.dk

SFO'ens værdier og aktiviteter

På Margrethe Reedtz Skolen har vi tid, rum og nærvær i alt, hvad vi foretager os. Det gælder også i SFO'en, hvor vi tilbyder en afvekslende hverdag med en god blanding af voksenstyrede aktivitetstilbud og mere frie aktiviteter.

Tid til leg

Vi ved, at legen er utrolig vigtig for børns udvikling - den er en kilde til både begejstring, glæde, frustration og fortvivlelse, hvilket gør legen til en central del af børns udvikling, læring og dannelse. Det er i legen, børnene opdager, bearbejder og udforsker deres omverden og udvikler både fantasi, virkelyst, nysgerrighed, sociale kompetencer, selvværd og identitet. Det skal der selvfølgelig være plads til, og i vores SFO har vi både højt til loftet og masser af tid til at lege.

Plads til begejstring

Vi tilbyder også en række voksenstyrede aktiviteter, som både understøtter det store fællesskab og styrker relationerne mellem de enkelte børn. Vi har rigtig gode faciliteter både inde og ude, som vi bruger flittigt. Om vinteren går vi ofte i billedkunst eller i salen, hvor vi spiller bold, bruger gymnastikredskaberne eller klatrer (under kyndig instruktion af vores uddannede klatreinstruktør Charlotte). I sommerhalvåret er vi rigtig meget udenfor, hvor vi laver bål, leger i skoven, laver vandkamp på boldbanen og alt muligt andet, som børnene også er med til at finde på. Vi sørger altid for, at der gode tilbud til både ‘de vilde’ og ‘de stille’.

Frugtordning i SFO'en

I SFO’en får børnene frisk frugt hver dag ved 14-tiden, og nogle gange går vi i køkkenet og bager eller laver snobrød i bålhytten.

Aktiviteter sammen med Gården

I løbet af året tilrettelægger vi forskellige aktiviteter for alle skolens SFO-børn i samarbejde med Gården. Vi tager jævnligt på fælles udflugter i lokalområdet, og fra september til april svømmer vi i Vinderup Svømmehal hver mandag. Vi har også en fælles Hyggeklub på skolen, hvor vi mødes én gang om ugen. Her får vi altid besøg af vores frivillige hygge-onkler og hygge-tanter, som har lyst at give lidt ekstra tid og opmærksomhed til SFO-børnene.

Deltidsplads i SFO

SFO styrker sammenholdet

Skolen har et ønske om, at alle børn fra 1.-4. klasse går i SFO. Her har de tid til at lege sammen og lære hinanden endnu bedre at kende – også de børn, som ikke bor lokalt, og som derfor kan have sværere ved at lave de daglige legeaftaler. Vi ser det som en god mulighed for at styrke sammenholdet mellem børnene.

Derfor tilbyder vi også en deltidsplads for de børn, som ikke har behov for en fuldtidsplads. På den måde har børnene lidt kortere dage i SFO og er stadig med i fællesskabet og aktiviteterne i SFO’en.

Alle børn, der kører med MRS-busserne, opfordres til som minimum at have en deltidsplads. Hvis barnet ikke er tilmeldt SFO, kan det ikke deltage i SFO-aktiviteterne, indtil bussen kommer om eftermiddagen.

Ind- og udmeldelse

Indmeldelse: Dit barn kan – efter aftale med skolelederen – starte i SFO når som helst på en måned. Du skal betale for hele den måned, hvor barnet starter.

Fra deltid til fuldtid: Hvis du meddeler det skriftligt til skolelederen senest den 20. i måneden, kan dit barn skifte fra deltidsplads til fuldtidsplads den første dag i måneden efter.

Udmeldelse: Du kan melde dit barn ud af SFO’en, når du ønsker det. Dog skal du være opmærksom på, at du skal betale løbende måned + 2 måneder. Udmeldelse skal ske skriftligt til skolelederen. Det samme gælder, hvis barnet skifter fra en fuldtidsplads til en deltidsplads.

Deltidsplads i SFO

Åbningstider i SFO'en

Fuldtidsplads: 
Morgen-SFO: Se Gårdens hjemmeside

SFO efter skole: 12.55-16.30 (fredag til 15.00)

Deltidsplads:
SFO efter skole: 12.55-14.30 (ikke åben fredag)

Feriepasning:

Uge 7 og 42:

Mandag til torsdag: 7.45-16.30 (deltid ikke åben) 
Fredag: 7.45-15.00 (deltid ikke åben)

Mandag til onsdag op til påske, hvor skolen er lukket:
7.45-16.30 (deltid ikke åben)

Uge 27, 28 og 32:
Mandag til torsdag:
7.45-16.30 (deltid ikke åben)
Fredag: 7.45-15.00 (deltid ikke åben)

Der vil være særskilt tilmelding og betaling i uge 27 og 28. 
Prisen er 100 kr. pr. dag. Kun muligt for børn med fuldtidsplads.

SFO’en holder lukket på samme dage som skolen i dagene omkring jul og nytår.

Scroll to Top