Fællesskab på tværs
Et stærkt og levende fællesskab
MRS er en lille friskole, hvor alle kender alle – og vi gør rigtig meget for at skabe samhørighed på tværs.
På Margrethe Reedtz Skolen har vi tid, rum og nærvær i alt, hvad vi foretager os. Vi har et inspirerende undervisningsmiljø og et helt særligt fællesskab, hvor alle føler sig som en del af flokken. Det har vi opbygget igennem en bevidst pædagogik med masser af samarbejde på tværs af klasserne – fordi vi ved, at tryghed og trivsel er en forudsætning for læring.
Vores ‘opskrift’ er hverken unik eller raketvidenskab – men den virker. Det kan vi mærke hver eneste dag, når vi møder glade børn, som trives i hinandens selskab.
Det siger elever og forældre:
– Det med at børn fra helt forskellige aldersgrupper leger med hinanden. Det skete altså bare ikke på den folkeskole, jeg gik på med 1.000 elever i en forstad til København.
Thomas, forælder
- Vi bekræftes ugentligt i, at udover den konkrete og målbare faglighed, så lærer vores børn en masse om almen dannelse og værdien af at indgå i et fællesskab.
Simon, forælder
Sådan gør vi:
- Hver morgen mødes hele skolen til morgensamling i aulaen, hvor vi starter dagen med at sige godmorgen og ‘stemple ind’ i fællesskabet.
- Hver formiddag har vi fælles TRIM, hvor børnene mødes i gården til fælles aktiviteter.
- En gang om ugen gør vi skolen rent sammen. Det er med til at skabe en bevidsthed om, at vi skal hjælpe hinanden med at sørge for, at her er rart at være.
- Hver fredag har vi fællestime, hvor vi skaber en fælles referenceramme og griner, lærer, hygger og undrer os sammen.
- Vi starter skoleåret med at inddele eleverne i små familiegrupper, hvor de lærer hinanden at kende og skaber venskaber på kryds og tværs.
- Eleverne har jævnligt læsemakkere på tværs af klasserne, hvor store og små læser sammen.
- I løbet af året har vi bl.a. teater- og kunstprojekter, emneuger og fælles lejrskoler, hvor hele skolen er sammen.
- Vores lærere og pædagoger elsker deres arbejde og møder børnene i øjenhøjde. Samtidig har vi altid plads til både humor og højt humør – hos os må det godt være ‘lidt skævt’ ind imellem.
- Vi har en stærk arbejdsmoral og kan både have det sjovt og knokle samtidig. Og selvfølglig taler vi ordentligt og behandler hinanden med respekt.
Morgensamling og fællestime
Hver morgen mødes hele skolen til fælles morgensamling i skolens aula. Vi starter altid med en sang, og bagefter er der et kort oplæg af en lærer eller nogle elever. Det kan handle om mange forskellige emner - en fortælling om 'Nattergalen', et lille skuespil eller et aktuelt tema, som er relevant at tage op. Vi mener, det er vigtigt at trække verden ind i skolens hverdag, så vi giver eleverne indsigt og udsyn. Derfor har vi også tit gæster udefra. Fredag holder vi en fællestime, hvor vi tager os god tid til at komme i dybden med et emne.
Den daglige morgensamling og vores ugentlige fællestime er en vigtig del af skolens DNA, som er med til at styrke fællesskabet og følelsen af samhørighed. Forældre er altid velkomne, og mange af vores frivillige kigger også forbi og bidrager til fællesskabet.
Det siger forældrene om MRS:
– Morgensamlinger og fællestimer, som prioriteres på Margrethe Reedtz, giver ikke kun gode historier og nørdet viden til vores børn. De får også indsigt i den verden, vi alle er en del af. At turde skue ud og blive præsenteret for forskellighed og mangfoldighed er vigtigt, særligt i en tid hvor individet fylder mere og mere.
Simon, forælder
Udtalelse fra tilsynsførende Elin Juul Hedegaard:
– Når man træder ind på skolen, får man indtryk af, at her er liv og plads til store og små. Der er en god stemning og skolens aula er et godt samlingspunkt om morgenen. I den store pause om formiddagen, lægger lærerne vægt på, at de sidder synligt i aulaen, så eleverne hurtigt kan henvende sig, hvis der opstår konflikter eller nogen falder og slår sig, samtidig med at lærerne også kan se elevernes leg.
Familiegrupper
Familiegrupper på tværs af klasser
På Margrethe Reedtz Skolen gør vi rigtig meget ud af at skabe et stærkt fællesskab, hvor alle føler sig trygge. Hvert år i august danner vi nye 'familiegrupper' med 6-8 elever i forskellige aldre, som er sammen om en række projekter og aktiviteter i løbet af året. Til den første af vores ti fagdage arbejder familiegrupperne fx sammen om et kreativt projekt, hvor de laver udsmykning til skolen. De er sammen på lejrskolen, og de mødes hver formiddag til TRIM-aktiviteter med små lege og spil i gården. De følges også rundt i byen, når hele skolen i foråret deltager i Danmarks Naturfredningsforenings landsdækkende affaldsindsamling.
Familiegrupperne er sammensat, så der altid er nogen, der kan tage ansvar i hver gruppe. Det er med til at skabe tryghed for de mindste - og vi kan helt tydeligt se effekten i frikvartererne, hvor de store er rigtig gode til at tage sig godt af de små. Der er altid trygge 'go-to' mennesker i nærheden, når de mindste har brug for en hjælpende hånd eller en forklaring på livets små og store spørgsmål. Det er vigtige ingredienser i et godt børneliv.
Det siger elever og forældre:
– At gå på Margrethe Reedtz Skolen er fundamentet for en fantastisk barndom. Vi er to unge piger, som har været så heldige at have gået på MRS, fra vi startede i skole og helt op til 8. klasse. Alle de værdier og kompetencer, vi har fået med, stammer fra, at eleverne blev blandet på tværs af årgangene, fx i familiegrupper og andre aktiviteter. Vi har haft venner fra mange forskellige klasser og har derfor lært at hjælpe andre, uanset alder. Vi er også blevet nysgerrige og åbne overfor andre mennesker. Alle skolens fællesarrangementer og aktiviteter har lært os at samarbejde om at nå et ønsket mål og “få noget fra hånden”.
Johanne og Kathrine, tidligere elever
– Det unikke ved MRS er, at der er et fantastisk sammenhold i klassen og ikke mindst på tværs af klasserne. Her kan man se store og små lege sammen, som om det var det mest naturlige i verden.
Alex og Nina, forældre
Et aktivt elevråd
Et aktivt elevråd er godt for alle elever
På MRS har vi et aktivt elevråd. Det er vi stolte af, og det kommer alle skolens elever til gode – både dem, der selv er aktive i elevrådet, og alle dem, der nyder godt af alt det, elevrådet sætter i gang.
Og hvad er det så, elevrådet laver?
- Elevrådet står for TRIM alle ugens dage. De vælger en leg eller aktivitet, som skal forklares, sættes i gang og styres.
- Elevrådet står for “Elevrådets Slikbod” til årets skolefester. Her lægger de en “vagtplan”, betjener kunderne i slikboden og sørger selvfølgelig for at håndtere betaling og give rigtigt tilbage.
- Elevrådet planlægger og gennemfører det årlige “Talentshow”, hvor alle elever kan melde sig til og vise deres særlige talenter frem for resten af skolen.
- Elevrådet tager imod gode idéer og ønsker fra de øvrige elever og formidler videre til lærerne.
- Og meget mere…
Elevrådet vælges hvert år fra de ældste klasser, og det er op til elevrådet, hvad de vil arbejde med, og hvilke aktiviteter de vil sætte i gang. Der er altid plads til nye idéer. Elevrådet ved, at intet kommer af sig selv – der skal arbejdes for at føre de gode idéer ud i livet til glæde og til gavn for alle elever på skolen – og det gør de heldigvis gerne.
Dukseordning og fælles rengøring
På MRS hjælper vi hinanden med at passe på skolen. Hver klasse har deres egen dukseordning, hvor eleverne på skift sørger for at holde klassen ren og pæn, og hver fredag bruger vi 20 minutter på at gøre hele skolen ren inde og ude. Det er med til at skabe en bevidsthed hos både elever og lærere, at vi er fælles om at passe på tingene, så her er rart at være.
Til fredagsrengøringen bliver eleverne inddelt i små grupper, hvor store og små har en fælles opgave. Det kan være at fjerne affald eller rydde op udenfor, feje gymnastiksalen, vaske tavler, støvsuge eller tørre vindueskarmen af. Eleverne har også hver deres garderobe og skifter altid til indesko, når de har været ude at lege. Den daglige rengøring har vi personale til.
Det siger forældrene om MRS:
– Hver fredag er der rengøring på skolen, ikke på grund af billig arbejdskraft, men fordi børnene skal lære at passe på skolen. Det, synes vi, er helt unikt og en rigtig god egenskab at give børnene med.
Alex og Nina, forældre
– Skolens forskellige duks-pligter er en anden vigtig samarbejdsøvelse, der sikrer, at eleverne er sammen med andre end de foretrukne venner. Hver fredag skal eleverne fx deltage i rengøring af skolen. Her bliver de yngre elever “hæftet” på en ældre elev, og sammen skal de gøre rent på et område af skolen. De har også almindelige duks-pligter dagligt i klassen. Her er reglen i klasse 10, at eleverne er duks i en uge ad gangen, hvor 1. klasserne skal finde sammen med en duks-makker fra 0. klasse.
Simon, forælder
Skolens traditioner
Skolens traditioner sætter rammen
På Margrethe Reedtz Skolen har vi en lang række traditioner, som vi er virkelig glade for. Nogle af dem har vi haft helt fra starten, mens andre er kommet til igennem årene. Tilsammen er de med til at skabe en rigtig god ramme om skoleåret og det stærke fælleskab på skolen.
August: Første skoledag med lærere på slap line
På MRS er første skoledag er altid en festdag, hvor vi tager imod de nye elever på skolen med smil og højt humør – og en dag, hvor lærerne elsker at optræde på slap line. Her kan man fx opleve det (uofficielle) OL for lærere med discipliner som “Kridt-spisning på tid”, “Kaffe-drikning gennem sugerør”, “Blæsning af lærertyggegummibobler” og “Omvendt alfabet”.
August: Familiedag for de nye 'skole-familier'
I august afholder vi også vores traditionsrige “Familiedag”, hvor eleverne møder deres nye “skole-familie”, som består af elever på tværs af alle årgange. Dagens fokus er på at ryste familierne sammen gennem kreative og sjove aktiviteter, og som altid bliver der skabt nye og gode relationer mellem eleverne
Oktober: Skolernes motionsdag med stafet
I oktober sender vi eleverne godt på efterårsferie, når vi deltager i Skolernes Motionsdag med stafet, smil og masser af samarbejde, fællesskab og stærke præstationer både på cykler og gå-ben.
November: Emneuge med Åben Skole og Fællesspisning
I november rydder vi skemaet i en hel uge for at fordybe os i et særligt emne, hvor vi både historisk og geografisk kommer langt omkring. Vi har bl.a. været på Grønland, i oldtidens Ægypten og i middelalderen og hørt mange spændende historier fra både nutiden og svundne tider. Som afslutning på emneugen byder vi forældre og andre interesserede indenfor til Åben Skole med fællesspisning, hvor man også kan se nogle af de mange kreative produkter, vi har lavet i løbet af ugen.
December: Jul med meget stort "J"
Vi ELSKER julen på MRS, og vi glæder os altid til en hyggelig julemåned, hvor vi synger julesange, åbner julegaver fra julemandens store gavesæk, laver sjove nisse-drillerier, tænder lys, ser Luciaoptog, holder Adventsfest og meget meget mere.
Vi skyder altid julen igang med den Store Klippedag, hvor forældre og bedsteforældre kommer på besøg for at hjælpe med at klippe-klistre og pynte skolen op. Alle er med til at gøre dagen til noget helt særligt, og hele skolen emmer af julestemning, når vi hører julemusik, spiser julekager og fletter julehjerter og stjerner.
En tilbagevendende tradition på juleklippedagen er klassernes fællesspisning i køkkenet, hvor to helt særlige julenisser hvert år søger for dejlig risengrød med kanel og smørklat til alle.
Til adventsfesten optræder klasse 54 med årets jule-teaterstykke, hvor de også selv står for den musikalske del af stykket – heldigvis har de masser af teatererfaring fra hverdagen på skolen, så de har altid styr på både replikker, kulisser, mimik og fagter. Samme dag går nogle af pigerne Luciaoptog – det er en fryd for både øjet og øregangen, når lyset slukkes, stemmerne i salen stilner af, og sangen begynder at klinge.
Januar: Hygge-spilledag skyder året i gang
På MRS er det en fast tradition, at det nye år skydes i gang med vores hyggelige Spilledag – en dag hvor børnene har tid og plads til at tale om juleferie, gaver og nytårsløjer, mens vi spiller kort og brætspil til den store guldmedalje. Her træner børnene både deres hukommelse, strategi og overblik, og de lærer at give og tage imod instruktioner, når spillene skal forklares. Og så hygger vi os bare sammen og dyrker fællesskabet.
Januar: 100-dages fest for klasse 10
Vi holder altid en fest, når vores nyeste skolekammerater har gået i skole i 100 dage. Ud over at lære en masse om tal, mængder og størrelser, så giver forberedelserne til festen også anledning til gode snakke om, hvad tallet 100 egentlig er for en størrelse. De yngste elever filosoferer og tænker – synger, danser og hopper – og vi får talt og samlet til bunke af alle mulige forskellige ting med tallet 100. Til sidst træder klasse 10 frem på “de skrå brædder” og viser noget af deres arbejde frem for resten af skolen, som også deltager i fejringen.
Januar: Frivilligfest med Fællesspisning
Hvert år i januar holder vi en Frivilligfest med Fællesspisning, hvor vi takker alle vores fantastiske frivillige for deres store indsats på skolen. Det er altid en hyggelig aften i godt selskab.
Februar: Skolernes Skakdag
På MRS har vi i mange år spillet skak som en del af matematikundervisningen, og hele skolen deltager hvert år i “Skolernes Skakdag – hjernens motionsdag” sammen med Dansk Skoleskak.
Februar: Fastelavn i samarbejde med Gården
Til fastelavn bliver MRS indtaget af alt fra prinsesser, transformers og skeletter til minions, tandpasta og levende varmepumper, når vi holder fastelavnsfest for både store og små i samarbejde med Gården i Ryde og lokale foreninger. Skolens aktive elevråd og den ældste klasse er med til at arrangere og gennemføre dagen, så den bliver festlig og sjov for børnene.
Marts-april: Teaterugen med stor forestilling
Det har været en fast tradition gennem hele skolens levetid, at ugen op til børnenes påskeferie handler om teater med alt, hvad dertil hører. Her rydder vi skemaet og opsætter en stor teaterforestilling, som vi viser for forældre, søskende, bedsteforældre og alle andre, som har lyst til at kigge forbi. Forestillingen handler ofte om lokalhistoriske begivenheder, og vi skriver det hele fra bunden. Det er altid et af årets helt store højdepunkter.
April: Den årlige affaldsindsamling
I april deltager vi i Danmarks Naturfredningsforenings årlige affaldsindsamling, hvor alle børn og voksne på MRS tager del i at samle affald både på skolens område og langs vejene i og omkring byen. Det er en stolt tradition, som vi har haft i mange år.
Maj: Fælles lejskole for hele skolen
Hvert år i maj tager hele skolen på fælles lejrtur med to overnatninger, hvor vi har god tid til leg, spil, krea, sjov, hygge og fælles aktiviteter på tværs af alder, klasser, køn og interesser. Eller kort sagt: Hvor vi har frihed til at være – sammen! Det giver et kæmpe boost til vores skolefællesskab og de mange nye relationer, der skabes mellem eleverne. Vi nyder det i fulde drag – og efter to overnatninger sender vi en flok trætte, beskidte og glade børn hjem på weekend. (Det samme gælder i øvrigt for alle lærerne og de fantastiske forældre, som hjælper på lejren.)
Juni: Den store sommerkoncert
Til vores store sommerkoncert i juni optræder alle vores elever med det bedste, de har lært igennem året i musikundervisningen – og det er ikke så lidt. Koncerten byder også på musikalske indslag fra kulturskolens band og de dygtige Kulturskole-elever, som har modtaget soloundervisning. Musik og samspil lærer eleverne en masse om, hvordan vi i fællesskab kan få selv svære ting til at lykkes – og så lærer eleverne at stå frem og tage ansvar. Det kan også bruges i mange andre sammenhænge her i livet.
Det siger elever og forældre:
– MRS en skole med stærke traditioner, hvor man trygt kan glæde sig til næste højdepunkt, om det er familiedag, motionsdagen, juleklip, juletraditionerne, spilledag, skakdag, fællesspisning, emneuge, teateruge, lejrtur, ja og så er der nok nogle, jeg ikke kender, og derfor ikke glæder mig til endnu.
Vibeke, mor og lærer på MRS
Omsorg og trivsel
På Margrethe Reedtz Skolen går vi meget op i, at alle børn og medarbejdere på friskolen har det godt. Derfor er det også vigtigt, at vi tør række ud, når nogen har det svært. Det forsøger vi at lære vores elever at gøre, og det er samtidig en klar opfordring til alle på og omkring skolen - at I skal kontakte os, hvis I observerer mistrivsel eller bare har en bekymring. Sig endelig til - hellere en gang for meget end en gang for lidt - vi er altid åbne og klar til at hjælpe. Fordi det er vigtigt.