Vores skoledag
Fag
Kreativ og afvekslende undervisning efter Fælles Mål – med tid til fordybelse, bevægelse og verden uden for klasselokalet.
Undervisningen
Kreativ og afvekslende skoledag
Hos os har eleverne en afvekslende hverdag, hvor vi både tænker ud af boksen og trækker verden ind på skolen. Vi tænker kreativt i de enkelte fag og har jævnligt små og store kunst- og kulturprojekter med besøg af professionelle billedkunstnere, skuespillere og musikere.
Vi tænker også meget ofte bevægelse ind i fagene. Vi har fx matematik i gymnastiksalen eller går i skolegården og laver “Leg på Streg” med bevægelsesopgaver i alle fag.
Skoledagen veksler mellem boglige og praktiske fag, ofte med det samme fag i længere tid af gangen. Vi samlæser årgangene, hvor det giver pædagogisk mening, og vi har altid fokus på elevernes trivsel – vi tror på, at hvis de har det godt i skolen, så lærer de bedre.
“Vi bekræftes ugentligt i, at udover den konkrete og målbare faglighed, så lærer vores børn en masse om almen dannelse og værdien af at indgå i et fællesskab.”
Simon, forælder
Samme faglige mål som folkeskolen
Vi følger Børne- og Undervisningsministeriets Fælles Mål og det vejledende timetal. Som friskole skal vores undervisning ifølge friskoleloven stå mål med det, der almindeligvis kræves i folkeskolen – og det bliver hvert år vurderet af en uafhængig tilsynsførende, som overværer undervisningen i alle fagområder.
“Som tidligere friskoleleder og skoleinspektør og med 33 års erfaring fra begge skoleformer (…) vil jeg uden tøven betegne Margrethe Reedtz Skolen som en mønsterskole, der giver en undervisning, som i høj grad står mål med, hvad folkeskolen almindeligvis tilbyder.”
Veikko Tapio Juhl, tilsynsførende, tilsynserklæring 2025/26
Tilsynet vurderer også, at elevernes standpunkt i dansk, matematik og engelsk står mål med folkeskolens. For os hænger faglighed og nærvær sammen. Forskningen peger på, at gode relationer mellem lærer og elev hænger sammen med elevernes engagement og faglige resultater – det viser blandt andet en international analyse af 189 studier og VIVEs undersøgelse af elevernes læring og trivsel. Hos os har lærerne tid til at kende hver enkelt elev – og det er netop det, der gør forskellen.
Fagene hos os
Hos os er faglighed og tryghed to sider af samme sag. Vi underviser i alle grundskolens fag, men tilpasser altid indholdet og tempoet til, hvor det enkelte barn er – en af de store fordele ved vores samlæste klasser. Det handler for os om at tænde en nysgerrighed – ikke om at komme igennem pensum.
Alle vores indskolingslærere er certificerede Alkalær Diplom-undervisere, så læseindlæringen bygger på den samme metode fra første skoledag. Mandag til torsdag begynder dagen desuden med 15 minutters læsebånd, hvor hele skolen læser.
Se Fælles Mål for dansk.
Vi har i mange år spillet skak som en del af matematikundervisningen, og hvert år deltager vi i Skolernes Skakdag. Vi tænker også bevægelse ind i faget, og vi har et ekstra klasselokale med syv store whiteboards, som fungerer rigtig godt i matematikundervisningen.
Se Fælles Mål for matematik.
Natur/teknologi har eleverne i indskolingen og på mellemtrinnet, og til fysikundervisningen har vi et moderne fysiklokale.
Se Fælles Mål for natur/teknologi og fysik/kemi.
Kristendom og historie er samlet i faget kulturfag. I efteråret rydder vi skemaet i en hel uge og fordyber os i et udvalgt emne – senest har vi fx været på fælles ‘opdagelsesrejse’ i Grønland og Ægypten.
Se Fælles Mål for kristendomskundskab og historie.
Vi har en billedkunst-kælder med plads til mange spændende projekter, og vi har jævnligt besøg af professionelle billedkunstnere.
Se Fælles Mål for billedkunst.
Vi har et veludstyret sløjdlokale, hvor eleverne arbejder med værktøj, materialer og deres egne idéer. Håndværk og design er på skemaet i klasse 54 og klasse 76, og i 7. og 8. klasse er det et obligatorisk valgfag, der afsluttes med en eksamen her på skolen.
Se Fælles Mål for håndværk og design.
Madkundskab er et obligatorisk valgfag i 7. og 8. klasse. Eleverne arbejder med mad, råvarer og måltider, og faget afsluttes med en eksamen her på skolen.
Se Fælles Mål for madkundskab.
Vi har et virkelig godt musiklokale, og vi synger hver morgen til morgensamling. Til den store sommerkoncert i juni optræder alle elever med det bedste, de har lært i musikundervisningen gennem året.
Se Fælles Mål for musik.
I ugen op til påskeferien summer hele skolen af kulissemaleri, kostume-design, skuespil og musik, når vi sætter en stor forestilling op. De yngste klasser har ofte en læse-teater-uge i efteråret, hvor de øver sig på at spille skuespil.
Idræt foregår i vores nyrenoverede gymnastiksal og på de to store fodboldbaner. Hver formiddag har hele skolen 10 minutters TRIM, og i klasse 54 er svømning i Vinderup Svømmehal en del af idrætten i efteråret og vinteren.
Se Fælles Mål for idræt.
Sådan underviser vi
I løbet af skoleåret har vi 10 fagdage, hvor klasserne har tid til at fordybe sig i et enkelt fag. Her tager vi fx på kunstmuseum, på genbrugspladsen eller besøger politi- eller brandstationen – og vi har selv haft besøg af alt fra helikopterentusiaster til lokale erhvervsdrivende og klassiske musikere.
To gange om året rydder vi skemaet i en hel uge og arbejder på tværs af klasserne. I efteråret fordyber vi os i et udvalgt emne i kulturfag, og i ugen op til påskeferien sætter hele skolen en stor forestilling op for forældre og andre interesserede.
Hver morgen slukker eleverne deres mobiltelefoner, og medmindre de skal bruges i undervisningen, bliver de i tasken, indtil eleverne har forladt skolen. De mindste elever bruger sjældent computere, mens de ældste selv medbringer deres egen computer som et arbejdsredskab på linje med pen, passer og papir.
Om eftermiddagen lægger vi lokaler til RHU’s Kulturskole, hvor vores elever kan melde sig til band og soloundervisning i fx klaver, guitar, ukulele, bas, trommer og sang.