Vores skoledag
Familiegrupper
Hvert år i august danner vi familiegrupper med 6-8 elever på tværs af alder, som følges ad hele året.
Familiegrupper
Familiegrupper på tværs af klasser
Hos os gør vi rigtig meget ud af at skabe et stærkt fællesskab, hvor alle føler sig trygge. Hvert år i august danner vi nye ‘familiegrupper’ med 6-8 elever i forskellige aldre, som er sammen om en række projekter og aktiviteter i løbet af året.
Familiegrupperne er sammensat, så der altid er nogen, der kan tage ansvar i hver gruppe. Det er med til at skabe tryghed for de mindste – og vi kan helt tydeligt se effekten i frikvartererne, hvor de store er rigtig gode til at tage sig godt af de små.
Der er altid trygge ‘go-to’ mennesker i nærheden, når de mindste har brug for en hjælpende hånd eller en forklaring på livets små og store spørgsmål. Det er vigtige ingredienser i et godt børneliv.
“At gå på Margrethe Reedtz Skolen er fundamentet for en fantastisk barndom. Vi er to unge piger, som har været så heldige at have gået på MRS, fra vi startede i skole og helt op til 8. klasse. Alle de værdier og kompetencer, vi har fået med, stammer fra, at eleverne blev blandet på tværs af årgangene, fx i familiegrupper og andre aktiviteter. Vi har haft venner fra mange forskellige klasser og har derfor lært at hjælpe andre, uanset alder. Vi er også blevet nysgerrige og åbne overfor andre mennesker.”
Johanne og Kathrine, tidligere elever
Det laver familiegrupperne sammen
Hvert år i august sætter vi nye familiegrupper sammen. På den måde lærer eleverne hele tiden nye kammerater at kende på tværs af årgangene.
Familiegrupperne mødes hver formiddag til TRIM med små lege og spil i gården – eller en hyggetur i lokalområdet.
Til den første af vores ti fagdage arbejder familiegrupperne sammen om et kreativt projekt, hvor de laver udsmykning til skolen.
Når hele skolen i foråret deltager i Danmarks Naturfredningsforenings landsdækkende affaldsindsamling, følges familiegrupperne rundt i byen.
Familiegrupperne er også sammen på lejrskolen, når hele skolen tager af sted i maj.