Vores skoledag
Morgensamling
Hver dag kl. 8.00 begynder hele skolen sammen i aulaen med sang og et kort oplæg.
Morgensamling og fællestime
Hver dag begynder vi sammen i aulaen
Klokken 8.00 ringer klokken, og hele skolen mødes til morgensamling i aulaen. Vi starter altid med en sang, og bagefter er der et kort oplæg fra vores skoleleder, en lærer eller nogle elever, som har fordybet sig i et emne, der er værd at fortælle om.
Det kan handle om mange forskellige ting – en fortælling om ‘Nattergalen’, et lille skuespil eller et aktuelt tema, som er relevant at tage op. Vi mener, det er vigtigt at trække verden ind i skolens hverdag, så eleverne får både indsigt og udsyn. Derfor har vi også tit gæster udefra.
Morgensamling handler ikke kun om at synge og fortælle, men om at styrke børnenes oplevelse af at være en del af et større skole- og kulturfællesskab. Sammen med fællestimen om fredagen er den en vigtig del af skolens DNA.
“Morgensamlinger og fællestimer, som prioriteres på Margrethe Reedtz, giver ikke kun gode historier og nørdet viden til vores børn. De får også indsigt i den verden, vi alle er en del af. At turde skue ud og blive præsenteret for forskellighed og mangfoldighed er vigtigt, særligt i en tid hvor individet fylder mere og mere.”
Simon, forælder
Sådan foregår morgensamlingen
Dørene åbner klokken 7.30. Eleverne ankommer i den lille mellemgang ved gymnastiksalen, stiller deres udesko og tager hjemmeskoene på, så de er klar, når klokken ringer klokken 8.00.
Om fredagen holder vi fællestime for alle klasser, hvor vi tager os god tid til at komme i dybden med et emne. Her skaber vi en fælles referenceramme og griner, lærer, hygger og undrer os sammen.
Du er altid velkommen til at være med til en morgensamling, inden du kører på arbejde. Mange af vores frivillige kigger også forbi – vores frugt-tanter deltager typisk i morgensamlingen, inden de går i køkkenet og skærer frugt ud.
Efter morgensamlingen går alle elever ud i klasserne. Mandag til torsdag starter vi med et læsebånd, hvor eleverne læser de første 15 minutter, inden første lektion starter. Fredag morgen har vi fælles duksepligter.